Patientinformation
Hvad er chokbølgeterapi
Chokbølgeterapi anvendes i stigende omfang til genstridige langvarige skader og er en af de mest effektive og hurtigtvoksende behandlingsformer. Chokbølger overfører energi til vævet i form af lydbølger. Man ønsker således at tilføre energi til vævet for, at påvirke og stimulere kroppens egen ”reparationsevne” med det mål, at reducere patientens symptomer. Den store mængde energi, som sendes ind i vævet, hjælper med at løsne op for infiltrationer mellem muskellagene, fjerner kalkdannelser, øger blodgennemstrømningen, dannelse af nye blodkar samt fremmer cellernes stofskifte. Ved at anvende chokbølger kan man arbejde dybere i vævet og dermed behandle skader af mere kronisk karakter.
Hvordan foregår behandlingen
Behandlingen foregår ved, at der placeres et håndsæt mod huden over det væv, som skal behandles. Ved trykslag sendes der, ved hjælp af trykluft, ca. 2000 slag chokbølger ind i vævet – og du vil derfor kunne høre en markant slaglyd. Selve behandlingen varer ca. 5-10 minutter. Behandlingen gentages typisk med 7-10 dages mellemrum, i kombination med manuel fysioterapeutisk behandling og træning.
En mærkbar effekt opnås efter 2-5 behandlinger.
Hvad kan behandles:
Forskningsresultater viser gode resultater på en lang række tilstande som:
- Smerter i skulder eller nedsat bevægelighed (kapsel irritation elle indeklemningsproblematik, forkalkning i senevæv)
- Springerknæ, løberknæ
- Tennis- og golfalbue
- Hælspore, hælpude – eller svangseneirrritation
- Akillesseneirritation
- Og mange andre muskel- og senelidelser